Under aftenens FrivilligGalla fik Vollsmose Boxing flest publikumsstemmer og kunne derfor løbe med Ildsjæleprisen 2018.
Odense Kommunes uddeling af Ildsjæleprisen var igen i år en del af den store FrivilligGalla, der er de frivillige sociale foreningers egen festaften. Arrangementet blev afholdt i Odense Idrætshal, og med mere end 250 gæster var der meldt fuldt hal.
Som aftenens konferencier guidede Birgitte Weinberger de fremmødte gennem et festligt program med god mad, prisoverrækkelser, komik og musik - alt sammen for at hylde det frivillige sociale arbejde i Odense.
Ildsjæleprisen blev traditionen tro overrakt af Borgmester Peter Rahbæk Juhl til en frivillig social forening/organisation, der i særligt grad har været med til at gøre en forskel for en gruppe socialt udsatte eller sårbare mennesker i Odense.
På baggrund af indstillinger fra offentligheden var der udpeget tre nominerede til Ildsjæleprisen: Plexus Odense, Projekt Husvild og Vollsmose Boxing. Publikum valgte ved aftenens afstemning, at Vollsmose Boxing skulle have prisen.
Socialt arbejde med unge mennesker
Vollsmose Boxing blev årets vinder af Ildsjæleprisen på baggrund af deres enestående sociale arbejde med unge mennesker fra vanskelige kår.
Foreningen møder de unge mennesker i øjenhøjde og bidrager til, at der ikke alene dannes dygtige boksere, men også dannede unge mennesker, som pludselig får styrket troen på sig selv, tager ansvar og viser sig selv og omgivelserne respekt. Som en del af den sociale indsats inddrages forældrene i børnenes foreningsliv, og der afholdes ugentligt en lektiecafé, så medlemmernes skolekundskaber styrkes, så alle aspekterne af hverdagen fungerer.
"Vi siger tusind tak for prisen, det er dejligt med anerkendelsen. For os er det et tegn på, at det, vi gør, er godt, og det er sådan noget, der giver os lyst til at kæmpe videre!" takkede Shahbaz Aslam fra bokseklubben.