I går blev finalen i DM i Stand-up afholdt på Bremen Teater i København, og det blev den 26-årige Odense-komiker Phillip Devantier, der løb med den prestigefyldte titel.
I forrige måned talte Odense24 med den 26-årige Stand-up-komiker, Phillip Devantier, der netop havde kvalificeret sig til finalen i DM I Stand-up 2018.
Dengang sagde Phillip Devantier blandt andet:
”Hvis jeg vinder, så er det fordi jeg har knoklet allerhelvedes hårdt for min comedy. Jeg har trænet mine såkaldte funny bones, og faktisk sat en ære i at gøre det på en måde, hvor jeg føler, at jeg gør mit bedste hver gang jeg står på scenen,”
Det hårde arbejde viste sig at være nok, for Phillip Devantier blev kåret som vinder, da publikums stemmer var blevet talt op i finalen, der blev afholdt i går onsdag den 7. november på det ikoniske Bremen Teater i København.
Det var dog ikke nogen let sejr for Phillip, der nu kan kalde sig Danmarksmester i Stand-up, da han fik modstand fra seks andre dygtige komikere. Finalen bestod af Conrad Molden, Simon Tang og Jimmy Lauridsen fra Aarhus, Lars Dons og Mads De Krak fra København og Olav Lundsgaard samt Phillip Devantier fra Odense.
Etårs-kontrakt med FBI
Når man vinder DM i Stand-up, så vinder man samtidig en etårs-kontrakt med bookingselskabet FBI (Funny Business Inc) der blandt andet står bag DM i Stand-up.
Her kan du se en kort video af, hvordan det så ud, da Phillip blev kåret som Danmarksmester i Stand-up.
Sådan foregår DM i Stand-up
For at blive Danmarksmester i Stand-up, skal man i første omgang blive blandt de to bedste komikere i en af de indledende runder, der afholdes rundt omkring i Danmark. Er man blandt dem der går videre, vil man skulle optræde i semifinalen, der i år blev afholdt på Comedy Zoo.
Slipper man også igennem dette nåleøje, skal man formå at være den sjoveste af syv mand i finalen. Finalen bliver afgjort delvist mellem stemmer fra publikum og stemmer fra det dommerpanel, der består af professionelle komikere samt repræsentanter fra FBI.
Tidligere blev DM i Stand-up afholdt hvert andet år, men det er blevet ændret, så der nu skal findes en ny Danmarksmester på årlig basis.