Der var gang i fødderne, da 1000 gåglade odenseanere deltog i ECCO Walkathon i dag, den 22. september. På tre forskellige gåruter indsamlede deltagerne 75.000 kroner til Hjerteforeningen og SOS Børnebyerne.
Hvert et skridt talte, da ECCO Walkathon satte i gang fra Flakhaven her lørdag morgen. 1000 deltagere var mødt op for at "gå en forskel," og der var god mulighed for at få nogle kilometer i benene. ECCO Walkathon bød på tre forskellige ruter, blandt andet Halv Marathon-ruten, hvor deltagerne skulle tilbagelægge hele 21,6 kilometer gennem Odense.
Fra scenen sørgede værten Sebastian Klein for god stemning og højt humør, inden de gåglade deltagere begav sig ud i byen. Der var ruter for både børn og voksne, der kunne vælge mellem Familieruten, Just Walk-ruten og Halv Marathon-ruten.
De mange deltageres skridt betød indtjening for Hjerteforeningens indsats for hjertesyge børn og unge, samt SOS Børnebyernes arbejde for udsatte familier i Kenyas hovedstad, Nairobis, slumkvarter.
For hver kilometer deltagerne gik, støttede skoproducenten ECCO en af de to organisationer med 7,50 kr. I alt blev der indsamlet 75.000 kroner i Odense.
Efter årets gåevent i Odense, kommer ECCO Walkathon til Aarhus den 29. september og Kolding den 13. oktober.