Idé: Kunst skal skabe liv langs Odense Havn

I Odense debatteres livligt, hvordan Odense Havn skal være fremover. Mange har en mening, men kun få forsøger gennem handling selv at gøre noget. Tre lokale initiativtagere står bag et spændende kunstprojekt langs Odense Havn og Kanal. Målet er, at det skal gøre området mere attraktivt for odenseanere og turister.

Udviklingen af Odense Havn med Siloøen optager mange odenseanere. Skal havnen delvist vedblive med at være en lidt rå industrihavn? Skal området tilplastres med højhuse? Der er mange spørgsmål, men Mette Rahbek, Hans Christian Arnklit og Dan Eskekilde, der alle bor i Odense, mener at have fundet et godt svar: Harbour Art Walk.

De tre har allerede taget de første skridt i retning mod at realisere idéen, der efter planen åbner med udstilling i april 2019 med skulpturer, installationer og street art af blandt andet Jens Galschiøt, Magnus Fuhr, Byrumspolifylla med flere.

Idéen med Harbour Art Walk

Mette Rahbek fortæller, at de tre initiativtagere mener, at havnen bliver ødelagt af de mange høje boligblokke, der står tæt sammen og skygger for hinanden. De er ærgerlige over, at man ikke i Odense tænker lidt mere langsigtet. De finder det meget vigtigt, at man inddrager kulturlivet i byen. Og med deres idé om kunst langs havnen træder de proaktivt ind på banen for at gøre en forskel.

Mette Rahbek har i flere år boet i bydelen Bondi, Sydney i Australien. Bondi er særlig kendt for sin fantastiske strand, men i denne sammenhæng er Mette Rahbek mere optaget af verdens største offentlige udstilling, der ligger mellem Bondi Beach og Tamarama Beach. Udstillingen hedder Sculpture by the Sea, og er en cirka 2 kilometer lang skulpturpark ud til det sydlige Stillehav.

Nicole Larkin. Dynamics in Impermanence, Sculpture by the Sea, Bondi, Australien.

Og i Nordengland har den verdenskendte kunstner Antony Gormley på Crosby Beach ude i vandet opstillet menneskefigurer, der kun er synlig ved lavvande. I Danmark kender vi også de fire hvide menneskefigurer, Mennesket ved Havet, der står ud til vandet i Esbjerg.

Mennesker ved Havet, Esbjerg. Foto: Shutterstock.

”Vi tænker, at Odense Havn og Fjord på begge sider vil være en perfekt platform for en sådan udstilling,” siger Mette Rahbek.

En udstilling som Harbour Art Walk vil give nyt liv i hele området. Det vil også give Odense noget andet til turismen end H.C. Andersen, som byens turismepromovering næsten udelukkende er bygget op omkring ifølge Mette Rahbek.

”Og Odense kan bare så meget mere,” fastslår Mette Rahbek med stærk overbevisning i stemmen.

Realiseringen

Et er få en god idé, men at realisere den er noget helt andet.

”Det er et stort og modigt projekt,” erkender Mette Rahbek med et afvæbnende smil. Heldigvis oplever de tre initiativtagere, at der indtil videre er god opbakning til projektet. Hos Kulturkontakten Odense oplever Mette Rahbek meget stor interesse for idéen. Også flere kunstnere er absolut positive angående projektet. Også borgerne i gruppen ”Bevar Siloøen” kan se perspektiverne i Harbour Art Walk.

Mette Rahbek er også i gang med at søge fondsmidler til projektet, ligesom hun søger at skaffe 200.000 kr. gennem crowdfunding. Hvis du ønsker at støtte, kan det gøres her. 

Afgørende for gennemførelsen af Harbour Art Walk er også de tre initiativtagers baggrund og netværk. Mette Rahbek er generelt et engageret menneske, iværksætter og idémager. Dan Eskekilde og Hans Chr. Arnklit er begge kunstner i street-art gruppen Byrumspolifylla. Sidstnævnte er også grafiker og projektmager. Alle tre er kendte i kulturkredse i Odense.