Med afslutningen på efterårsferien slutter også sommerhalvåret for en del af turistbranchen, der sætter skodder for vinduerne og gør status over sæsonen. For det lokale frilandsmuseum, Den Fynske Landsby, betød det meget varme sommervejr et markant fald i besøgstallet.
Publikumschef Merete Schultz fra Odense Bys Museer fortæller, at ved udsigten til en varm og lækker sommer forventede hun på forhånd, at Den Fynske Landsby kunne holde besøgstallet fra 2017.
Det viste sig dog, at sommervejret blev lidt for hedt for frilandsmuseet, hvor mange aktiviteter og megen færdsel sker udendørs. Til gengæld har besøgstallet for de otte andre besøgssteder været som forventet.
Mange gæster har formentlig synes det var udmærket at komme på museum inden døre væk fra solens varme stråler. For eksempel kan byens arkæologiske og historiske bymuseum, Møntergården, melde om en kraftig vækst af besøgende i 2018.
Samlet set har det været en udmærket sæson for Odense Bys Museer, fastslår Merete Schultz.
Solen bagte på folk og fæ i frilandsmuseet
I normale sæsoner er borde og bænke i Den Fynske Landsby stillet ude i solen, men i den lange hede periode i år var det vigtigt at tilbyde gæsterne siddepladser i skyggen.
Selv om man gjorde, hvad man kunne for at hjælpe gæsterne i sommervarmen, så kunne man i ugerne 27-31 konstatere et markant lavere antal besøgende. Besøgstallet i uge 32 var til gengæld fint til trods for, at temperaturerne stadig var temmelig høje.
Merete Schultz fortæller, at mange gæster har det som en tradition mindst en gang hver sommer at komme i Den Fynske Landsby, og måske havde de skubbet besøget til sidste uge i børnenes sommerferie.
Ikke blot gæsterne i frilandsmuseet havde det varmt i hedebølgen. Både ansatte og de cirka firs frivillige, hvoraf mange arbejder i tidstypiske dragter, svedte i varmen.
De frivillige formidler historien om datidens arbejdsprocesser gennem ’håndens værk’, der kan være ret hårdt fysisk arbejde – ikke mindst når det er meget varmt.
De frivillige er fordelt på 13 grupper: Ølbryggere, Kokkepiger, Hørfolk, Smede, Kniplepiger, Huggehusfolk, Uldkoner, Håndarbejdsfrøkener, Kapere, Den Blandede Landhandel, Teglværksarbejdere, Markarbejdere og Bi-holdere. For eksempel kapere og markarbejdere arbejder i sagens natur mest ude i fri luft.
Den Fynske Landsby pakkes ned
Som mange andre turistattraktioner har Den Fynske Landsby to vidt forskellige sider i løbet af et år. Der er den åbne sæson med masser liv, og der er den lukkede vinterperiode med kun få ansatte til at tage sig af vedligehold.
Når sæsonen slutter skal frilandsmuseet lukkes ned. Man rydder op, pakker sammen og sender en del af effekterne i magasiner. Det er også tid til at sige farvel – og måske på gensyn til næste sæson.
De føromtalte frivillige og kontraktansatte medarbejdere, der typisk har opgaver med opsyn og servicering af gæsterne, stopper ved sæsonafslutning deres arbejde for Den Fynske Landsby. Måske vender de tilbage i foråret for at tage del i klargøringen til den næste sæson.