I en humoristisk kabaret stiller Teater Momentum skarpt på noget vi alle har inde på livet, men sjældent taler om: Porno.
Okay bevares, overskriften er måske skrevet med blikfang for øje, men der er faktisk fuldkommen dækning. I øjeblikket kan man nemlig opleve forestillingen 'Porno' på Teater Momentum.
Er porno inspireret af måden vi lever på, eller er måden vi lever på inspireret af porno? Det har Teater Momentum sat sig for at undersøge.
'Porno' er en kabarethybrid af rap, monolog, sang, dans, performance, mime og nycirkus, hvor de fem medvirkende sætter den private såvel som den offentlige porno på spidsen og stiller skarpt på det følsomme menneske i en pornoficeret verden.
Manuskriptforfatterne så porno i en uge
Manuskriptet til Porno er udarbejdet af Skrivekollektivet, der består af syv unge dramatikere, der udvikler manuskripter sammen for at gøre op med dramatikeren på tårnværelset. Momentum satte Skrivekollektivet til at se porno uafbrudt i en uge, mens de frit forfattede sketches, sange og monologer.
‘Porno’ er den anden forestilling i Momentum vol. 12s trilogi om Neo-Europa og efterfølgeren til den anmelderroste ‘Selvtægt’ af Anna Andrea Malzer. Forestillingen undersøger vores forhold til porno i et Europa hvor vi konstant eksponeres for nøgne, optimerede og seksualiserede kroppe, og hvor internetpornoen konstant er tilgængelig.
Ensemblet består af skuespillere Amira Jasmina Jensen, Mohamed Ali Osman, Sebastian Aagaard-Williams og Simon Kongsted samt danser Camilla Schnack Tellefsen.
Køber man billetter til ‘Porno,’ er der desuden mulighed for tilkøb af julefrokost.
Der var premiere på stykket den 24. november, og spilleperioden varer til og med den 22. december.