Carrie the Musical reddes delvist af unge supertalenter

Carrie er horror-mesteren Stephen Kings kortfattede og besnærende debutroman, der udkom i 1974. I bogen følger vi teenageren Carrie White, der udsættes for grov mobning og mishandling, både fra klassekammeraterne og fra sin psykisk syge, religiøst fanatiske mor. Carrie træder ind i puberteten meget sent, og på en meget traumatisk måde, men sammen med de sædvanlige anatomiske forandringer, udvikler hun også et okkult talent for at påvirke verden omkrings sig med tankens kraft.

Romanen blev fabelagtigt filmatiseret kun to år efter udgivelsen, og omskrevet til en musical for første gang i 1988 - denne udgave blev et af de allerstørste flop i Broadways historie, og den britiske opsætning var plaget af nærmest overnaturlige problemer. I 2012 kom så en slags genskrivning af musicalen, og det er den som teaterforeningen Elite Teaters opsætning er en lettere omskrevet oversættelse af.

Stærke unge talenter

Kender man ikke romanen kan man trygt løse billet til Magasinet i Brandts-området, hvor Carrie the Musical går indtil d. 4. november. Gyser-fortællingen om det undertrykte mobbeoffer med telekinetiske evner leveres med dans og sang på et et niveau, der fuldt ud lever op til Elite Teaters mission om at danne bro mellem amatørteateret og de professionelle scener.  I nærværende version er der tale om en high school-historie med et dystert twist, taktfast og fyndigt præsenteret af nogle særdeles dygtige unge talenter.

Sangene er oversat fra engelsk, og det har krævet at man huggede en hæl og klippede en tå af versefødderne, for at få teksterne til at passe ind på vores lidt mere gumpetunge sprog. Men de synges med en overvældende kraft, og leveres i et tempo, der næsten tager pusten fra publikum. Om det så er den korrekte måde at fremføre en psykologisk gyser på, er tvivlsomt. Den snigende, dehumaniserende rædsel, der præger både romanen og filmen, er totalt fraværende i musicalversionen, hvor den slags drukner i gulvtrampen og ensemble-sange. Det ville dog være uretfærdigt at kritisere skuespillerne, for de gør det fremragende, og kan ikke gøre for det manus de er blevet udstyret med.

Elite Teater bryster sig mere end noget andet af deres casting-proces, der adskiller sig fra andre amatørforetagener ved at være decideret hård. Og den stolthed er de fuldstændigt berettiget til! 18-årige Albert Wenneke Buchreitz fra Ringe udstyrer historiens prins, Tommy Ross, med en blød og klar stemme, der klæder karakteren, der er en af de populære fyre i klassen, men har betragteligt mere mellem ørerne end sine kammerater.

Nyborgensiske Mille Lambert gør det ligeledes glimrende med sin sukkersøde stemme i rollen som den godhjertede Sue Snell.

Og hvis du kan se og høre Amanda Frederikke Traun, mens hun velsigner titelrollen med sin elegiske skønsang og sin grænsehysteriske desperation, uden at blive en lille smule forelsket, er du simpelthen lavet af sten.

Tandløse skurke har alt for travlt

De lynhurtige scene- og humørskift flyder teknisk godt, men er som sagt ikke til gavn for en fortælling, der i sin grundessens er horror. Tempoet er alt for højt og maner ikke til eftertænksomhed. Gyset får aldrig tid til at udfolde sig ordentligt. Men det er desværre langt fra det eneste brud med originalværket.

Mange af de bærende karakterer har fået trukket deres hugtænder ud. I særdeleshed er skurkene, skolens onde dronning Chris og hendes kæreste Billy, blevet steriliseret. Deres ondskab og interne forhold er fortyndet til ukendelighed. Hvor de i romanen deler et dæmonisk og fysisk voldeligt had/begær-forhold til hinanden, og hvor især Billy kun kan beskrives som en afstumpet psykopat, er de på scenen reduceret til obsternasige teens. Billy er blevet et pjok og en spradebasse, som man ikke forstår folk har lyst til at være venner med, mens han i Kings forlæg skræmmer folk over på sit hold.

Endnu værre står det dog til med Carries mor, Margaret, der er alt for sød. Kings Margaret ville aldrig sige undskyld, aldrig fortryde sin maniske insisteren på at holde sin datter ren og uplettet. Og hun ville bestemt aldrig tillade at Carrie gik i bukser! I det hele taget er kostumedelen af scenografien lidt et mysterium, hvor gymnasieeleverne er iført en sær blanding af ung mode fra de sidste tredive år, bruger klaptelefoner fra 90'erne, men i handlingen uploader ting til youtube. En bemærkelsesværdig detalje her er, at der flere gange bliver nævnt, at de unge herrer vil iføre sig smoking til den dimitionsfest, der er handlingens klimaks.Der er kun én enkelt smoking til stede, og den er endda krøllet. En detalje, som sagt - men symptomatisk for den manglende sammenhæng.

Horror uden uhygge

At amputere skurkene har desværre den effekt, at historien ikke længere er uhyggelig - hvilket må siges at være en slags minimumskrav til horror-genren. Rædslen er simpelthen blevet udvandet, og konsekvenserne af skurkenes handlinger - at Carrie myrder 400 mennesker og brænder byen ned, fordi hun knækkes totalt - bliver endda kun omtalt overfladisk. Scenisk bliver der gjort meget lidt ud af disse elementer, der ellers synes at være de mest taknemmelige motiver rent visuelt.

Der er flere skønhedsfejl, såsom et par bøvede og ærlig talt anakronistiske bøsse-jokes, men det er altså på grund af behandlingen af det oprindelige materiale at man desværre skuffes af Carrie the Musical. Som nævnt kan man derfor sagtens få en herlig aften ud af det, hvis man ikke har stiftet bekendtskab med Stephen Kings lille mesterværk på forhånd. Hvis man bare har lyst til at se en voldsomt velmeriteret gruppe af unge håbefulde skuespillere og sangere vise hvad de dur til, bør man dog give Carrie en chance alligevel. Det er deres engagement og energiniveau der gør hele forskellen.

Carrie the Musical spiller på Magasinet indtil den 4. november.

Du kan købe billetter her.

Læs også

Lokal rock’n’roll indtager toppen af P-hus