Under fisken ligger den nye kunstscene Dynamo. Her bliver der opført forestillinger i en blanding mellem klassisk cirkus og mere moderne scenekunst. Vi tog med til en af forestillingerne.
En gigantisk grå fisk med hovedet nedad markerer Byens Ø i Odense Havn. Det er den belgiske kunster Roa, som har udsmykket en af havnens gamle siloer med dette kæmpemæssige værk. Henover fiskens brede hale står der skrevet med store bogstaver i siloens vinduer: DY NA MO.
Dynamo åbnede i januar 2017. Det er Danmarks første og eneste scene for nycirkus. Nycirkus er en scenekunstform, der kombinerer de klassiske cirkusdiscipliner med moderne, scenisk arbejde og eventuel inddragelse af lys-, lyd- og multimedieeffekter samt scenografi. Koreografien er typisk minimalistisk, og det er sjældent, at der bliver brugt dyr i forestillingerne.
Dynamo er et kulturhus placeret i pakhuset under FAF-siloen i Odense Havn. Bag Dynamo står cirkusartisterne Gry Lambertsen og Rune Vadstrøm Andersen. De udgør den daglige og kunstneriske ledelse. Nycirkus opstod midt i 1970’erne i Frankrig, men i Danmark er genren stadig relativt ukendt.
”Rune og jeg har rejst verden rundt sammen i cirka 20 år. Men vi manglede virkelig et sted at skabe og producere scenekunst og nycirkus herhjemme. Den mulighed har vi fået her i Odense,” siger Gry Lambertsen.
Dynamo fungerer som aktivt kulturhis, spillested og arbejdsrum i samarbejde med både lokale og udenlandske aktører. Selve stedet er et nyrenoveret gammelt pakhus bestående af hele 1300 kvadratmeter. Artisterne kommer rejsende fra hele landet, men også udlandet, hvor den minimalistiske koreografi gør det let hurtigt at hoppe på flyveren.
”For os handler det ikke bare om at starte et spillested, det handler også om at udbrede vores kultur. Der ligger en masse idealisme bag. Vi har tænkt, at hvis ikke vi gør det, så er der ikke nogen, der gør det,” siger Rune Vadstrøm Andersen.
Skydetelt, tatovørsalon og udklædningsbod
En mand i sluttrediverne kommer gående langs havnekajen med sine to små sønner. De er ude og gå en tur. Manden falder i snak med en kvinde, der står ved indgangen og ryger en cigaret. De kender hinanden. Kvinden forsøger ivrigt at overtale dem til at se dagens forestilling.
”Må vi ikke nok se det far?” spørger den mindste af drengene. ”Okay, så lad gå da.”
Efter et kort visit ved kassen går man ind ad en smal indgang. Der er sat store metalplader op, som skal skærme for dagslyset udefra. Her åbenbarer sig en gigantisk sal, med et stort gulv lavet af dansevinyl agerende som scene i dagens anledning.
En kraftig duft af salte popkorn går en i møde. Det er som at besøge Bakkens gamle hurlumhejhus.
I modsatte ende står en stor antik metaltribune, som fungerer som siddepladser for publikum. Den er tom. Gæsterne er foreløbigt gået i baren. Baren er inkorporeret i hvad Dynamo har valgt at kalde Tivoligade. Her er udover baren et skydetelt, tatovørsalon og udklædningsbod. Der er et loungeområde, hvor børn leger med gammelt legetøj, mens forældrene hyggesnakker med sidemanden.
Der bliver jongleret med bolde, kørt på trehjulet cykel og hængt ud. En masse farvestrålende remedier og antikke genstande arvet fra gamle cirkusser udsmykker gaden. Baren byder på meget andet end papkrus med flad Coca Cola. Der bliver både serveret Indian Pale Ale fra Albani og lækre drinks.
Der er en ungdommelig vibe hos Dynamo. Her er plads til alle aldre, men det er særligt småbørnsforældrene, der dominerer i Tivoligade.
Popkorn og heliumballoner
Aftenens forestilling skal til at begynde. Folk trækker ligeså stille mod scenen. Den antikke metaltribune udgør et lille amfiteater, og der er placeret bløde puder på de vakkelvorne sæder. Helt i front sidder de små på skødet af deres forældre.
Una Vita a Matita (Et Blyantliv). Aftenens forestilling. Det er de to italienske artister Lorenzo Covello og Quinzio Quiescenti, som er artisterne bag. Salen er minimalistisk og mørkt indrettet. På gulvet foran publikum står et lille bord stillet op ad den modsatte væg. Det store gulv af dansevinyl ligner et stillestående mørkt hav. Kun oplyst af et enligt spot, som snart vil sætte de to italienere i fokus.
De to artister går beslutsomt ind på scenen. De er begge iført det samme hvide kostume. De ligner to tyrefægtere. Men det er ikke en tyr de to italienske artister kommer til at fægte med.
Forestillingen begynder. En på forhånd optaget kvindelig stemme har på engelsk lige remset en række fakta om fødselsdagsrelaterede dødsårsager op.
Fokus skifter. Den ene af de to italienske artister lægger en endnu-ikke poppet popkorn sirligt ned på en spiseske. Han strækker sin arm med skeen i hånden hen mod sin partner. Den anden tænder en lighter og holder flammen under skeen.
”Denne proces kan tage mellem 30 sekunder og fire timer,” siger han højtideligt.
”Pop!”
Artisten med skeen i hånden forsøger at gribe den nu færdigpoppede popkorn med munden, men forgæves.
De to italienere bruger ikke mange remedier i deres arsenal. Særligt popkorn, hvor de to artister på skift laver akrobatiske øvelser, når popkornet popper. Derudover bruger de skingre festtrompeter til stor morskab for de små, og et hav af heliumfyldte balloner.
Ballonerne udgør et smukt højdepunkt, hvor den ene af artisterne desperat løber frem og tilbage mellem ballonerne, som symboliserer fødselsdagsfestens passive gæster. Et smukt lydlandskab akkompagnerer.
Rollerne er klare. Klovnen overfor den pragmatiske. Det er simpelt, men underholdende, charmerende og tankevækkende.
Efter cirka en times forestilling fylder klapsalver den store sal. Artisterne bukker, og de mange fremmødte trækker ud i baren for at få det sidste til ganen, mens vinterkulden venter udenfor på Odense Havn.
