I morgen starter Skrækfest 2018: Foredrag, spil og gyserfilmsmarathon

Odense byder velkommen til den skræmmende horror-festival Skrækfest, der skydes i gang i morgen. Du har mulighed for at komme til foredrag om gyserfilm, prøve dig selv af i et virtuelt gyserspil eller hvad med et gyserfilmsmarathon?

I morgen og indtil på søndag vil det stå på masser af gys og gru i Odense, når Borgernes Hus åbner op for den første skrækfest nogensinde. Skrækfest 2018 er en horror-festival i Odense, som er stablet på benene af Odense Bibliotekerne.

I løbet af den seksdage lange gyser-festival, vil det være muligt at dyrke sin passion for uhyggen, hvor der både er bøger, film, musik og virtuelle oplevelser på programmet. Alt sammen er naturligvis i horror-genren, så det er ikke for de sarte sjæle.

Herunder kan du få en lille smagsprøve på, hvad der kommer til at ske i løbet af Skrækfest 2018 i Odense.

Foredrag med horror-forsker

Mathias Clausen er til dagligt forsker på Aarhus Universitet, hvor han forsker i horror. Hvorfor er det lige, at vi mennesker ofte drages af gys og farlige monstre? Og hvad sker der med en person, når denne udsættes for en gyserfilm eller en uhyggelig bog?

Disse spørgsmål og meget mere kan du finde ud af allerede i morgen, når foredraget med Mathias Clausen finder sted den 25. september klokken 19:00 til 20:30.

VR Gamezone med gyserspil

De fleste har prøve at spille et uhyggeligt computerspil, hvor man næsten falder ned fra stolen, når der kommer et uhyggeligt jump scare. Bag skærmen er man i sikkerhed, men hvad nu, hvis man selv bliver en del af spillet?

Det har du mulighed for i løbet af hele horror-festivalen, når Skrækfest 2018 opstiller en VR Gamezone. Her har du mulighed for at få de virtuelle briller på, og så vil du træde ind i en verden af gys og uhygge.

Nu er man ikke længere gemt væk bag skærmen, nu står man ansigt til ansigt med de uhyggelige væsner.

VR Gamezone kan prøves tirsdag, torsdag og lørdag fra klokken 18:00 – 20:00.

Japanske horrorfilm hele natten

Som afslutningen på Skrækfest 2018 inviteres du med til en nat fyldt med de mest uhyggelige gyserfilm fra Japan.

Lørdag den 29. september fra klokken 22:00 og indtil klokken 08:00 næste morgen, vil du have mulighed for at blive skræmt for vid og sans, når de største og meste uhyggelige horrorfilm fra Japan bliver vist.

Der er altså garanti for masser af gys og gru i løbet af ugen, nå Odense byder velkommen til den første Skrækfest. Du kan læse mere om det uhyggelige arrangement og hvad der sker i løbet af ugen lige her.

Inde på vores Facebook-side har du muligheder for helt eksklusivt, at vinde to bøger fra det Fynske horror-forlag H.Harksen Productions. Du finder konkurrencen her.