Martin Bager Wulff er en af de lokale Odense-personligheder, der arbejder med lidt af hvert. Foredrag, bøger og hotdogs er Martins primære levebrød, men han er også en af bagmændene bag den genopståede Midtfyns Festival.
Selv skriver Martin i en pressemeddelelse, at hans "HotDogs har været længere undervejs end letbanen," og den humoristiske pressemeddelelse er som alt hvad Martin rører ved, sovset ind i en unik personlighed og en masse underfundig humor.
Nu står han så klar til at åbne HotDog HeaVen som pop-up restaurant en gang om ugen, som indtil videre er lagt om tirsdagen.
"Jeg åbner mit koncept HotDog HeaVen, fordi Odense er oversvømmet i burgers og café nachos. Fordi HotDogs er min passion og det jeg brænder for og tro mig, jeg er som en skovbrand," skriver Martin i pressemeddelsen.
Der bliver sat 100 billetter til salg til en menu af hot dogs. Menuen er hemmelig indtil en uge før arrangementet og koster 295 kroner.
”Jeg kommer selvfølgelig til at køre topskats-rabat i form af en sidevogn til dem, som smider kroner i statskassen. Det betyder også studierabat er et fy-ord i min resturant, jeg beklager men det er på tide at prøve noget nyt!” skriver Martin, der også vil forsøge sig med HotDog Hell, der er 30 VIP-pladser til en højere pris. Her er det ifølge HotDog-kongen "meter lange Dogs, Chilli Dogs, LandGangsDogs og dem med så meget sovs at Fede fra Matodor ville få et hjertestop," der er på menuen.
Den eksakte adresse er stadig en hemmelighed, for ligesom med alle andre himmelske steder, så skal man ikke vide, hvordan man kommer ind, før man står overfor mødet med skaberen. Indtil videre har Martin dog røbet, at det sandsynligvis foregår omkring Flakhaven.
Billetterne sættes til salg i morgen, fredag, på HotDog Heavens Facebookside.