Komponisten har fået en mulighed, som langt de fleste i hans branche formentlig drømmer om.
Phillip Faber har med sit program Fællessang været en af dem, der holdt danskernes humør oppe under coronakrisen, hvor borgere i alle landets afkroge har kunne synge sammen. Nu har den populære komponist fået en ny tjans, som man må tro er rigtigt spændende for en mand i hans sko. Han skal nemlig skrive nye meldoier til en af Danmarks nationalskjalde.
Det kan Vartov Valgmeninghed i dag fortælle i en pressemeddelelse. Heri skriver de:
"I anledning af Vartov Valgmenigheds 100 års jubilæum d. 26. maj 2020 har vi bedt Phillip Faber skrive nye melodier til udvalgte salmer og sange af N.F.S.Grundtvig," skriver valgmeningheden, inden de fortsætter:
"Jubilæet bliver markeret ved pinsegudstjenesten i Vartov Kirke d. 31. maj, som bliver transmitteret i DR. Ved den anledning bliver det første gang, en af de nye melodier tages i brug, nemlig til salmen Apostlene sad i Jerusalem."
Årsagen til initiativet er, at både Vartov Valgmenighed og Grundtvigs Højskole har jubilæum i år. De fylder henholdsvis 100 år og 125 år.
Disse meldodier har Phillip Faber genfortolket
"Det har været et spændende samarbejde med en moderne komponist, der har tolket de gamle ord i en ny tids toneklang. De meget sangbare melodier er blevet præsenteret for både menigheden og højskolens elever ved arrangementer i februar i år, og de blev modtaget med begejstring".
Der er lavet indspilning af dem ved organist Kristian Olesen i Vartov Kirke, på Grundtvigs Højskole med Phillip Faber ved flyglet, sunget af mezzosopran Anna Caroline Olesen og bas Jacob Bloch Jespersen. Indspilningerne er på vej til You Tube.
"Initiativet er ikke taget, fordi de gamle melodier er slidt op. Men en ny melodi kan give liv til gammelkendte tekster. Flere af de gamle melodier er sunget ind i os gennem generationer og skal ikke erstattes af de nye. Men vi håber, at de vil leve side om side," udtaler de - og kommer på falderebet med en god nyhed:
"Melodierne er udgivet af Wilhelm Hansen. Phillip Faber har også lavet korudgaver af melodierne, og de vil kunne høres med Danmarks Radios Pigekor i årene, der kommer, og forhåbentlig vil mange kor rundt i landet tage dem til sig."
De udvalgte salmer og sange er:
- Det er så yndigt at følges ad
- O, havde jeg vinger (ikke tidligere melodisat)
- Den signede dag
- Se, dagene svinder (ikke tidligere melodisat)
- Morgenstund har guld i mund
- At sige verden ret farvel
- Hvad solskin er for det sorte muld
- Et barn er født i Betlehem
- Apostlene sad i Jerusalem