Visse tilbud er simpelthen så gode, at man under ingen omstændigheder bør tage i mod dem.
Netop nu spreder en email med dårlige intentioner sig fra indbakke til indbakke i Danmark. Mailen er maskeret, så det ser ud som, at det er PostNord, der har afsendt det. Det er dog langt fra tilfældet. Sådan advarer politiet tirsdag på Twitter, hvor de beder borgere i alle afkroge af landet om at være opmærksom på mailen.
Den seneste tid har vi været vidne til en række svindelforsøg, hvor aktuelle begivenheder som bl.a. årsopgørelser fra SKAT og coronaen har været omdrejningspunktet, der skal få fiksfakserierne til at se ægte og troværdige ud. Denne gang står PostNord for skud.
Lad være med det
Siden landet blev lukket ned, har flere og flere danskere benyttet sig af muligheden for at handle online. Landet over knopskyder pakkeshops og de ansatte kommer ikke sovende til deres penge, når de - i nogle tilfælde - håndterer hundredvis af pakker hver eneste dag.
I den nye mail, der har PostNord som afsender, får modtageren en meddelelse om, at postvæsenet uden held har forsøgt at levere en pakke på en given adressen. Derudover oplyses der, at pakken kun vil blive opbevaret i et døgn, inden den sendes retur.
Dette kan dog afhjælpes, hvis man trykker på et link. Her påstår svindlerne, at man kan få sin pakke igen for blot 9 kroner. Dette skal man dog - ifølge politiet - holde sig fra.
Istedet anbefaler politiet, at man straks sletter mailen. Man bør - under ingen omstændigheder - klikke på linket.