Årets suverænt største flyttedag er 1. august. Ikke mindst de mange tusinde studerende, der flytter til de store studiebyer, fylder godt i den statistik. Også i Odense vil flyttebilerne på torsdag køre utrolig mange læs med flyttekasser og habengut til byens studieboliger.
I Danmark er der ca. 800.000 flytninger i løbet af et år, og den travleste måned for flyttefirmaerne er i august. I 2018 flyttede hele 94.000 danskere i august måned. På månedens første dag var der 36.500 flytninger, som svarer til 39 pct. af alle flytninger i august. Den næst-travleste flyttedag i august var den 15., hvor 11.600 flytninger fandt sted, skriver Danmarks Statistik.
Det er typisk den 1. og den 15. august, at de nye studerende overtager studieboligerne.
7.000 nye studerende på videregående uddannelser i Odense
I Odense udbydes mere end 180 forskellige videregående uddannelser. Syddansk Universitet er Odenses største uddannelsesinstitution med videregående uddannelser fordelt på en bred vifte af bachelor- og kandidatuddannelser. I alt 6.223 søgte i år ind på SDUs uddannelser, og 5.249 blev optaget. Af disse skal 4.238 studere i Odense.
På UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole tilbydes professionsbacheloruddannelser inden for sundhed, samfund, pædagogik og læring, samt erhvervsakademiuddannelser inden for en række fagområder. I Odense starter på UCL i alt 2.873 studerende.
Af de i alt ca. 7.000 nye studerende på videregående uddannelser kan man ikke umiddelbart sige, hvor mange der allerede bor i Odense i forvejen og måske derfor ikke har brug for en studiebolig.
Udlejningschef, Henning Blume Islund, hos Kollegieboligselskabet kan naturligvis endnu ikke sige noget om, hvorvidt alle de nye studerende i Odense har fået en bolig.
Billigt at studere og tag over hovedet
Odense Kommune sikrer alle studerende, som flytter til Odense, at de kan få et sted at bo, hvis de ikke selv har haft held til at finde en studiebolig eller lejlighed inden studiestart. I 2018 benyttede 111 studerende sig af Odenses "Tag over hovedet"-garanti, som den kaldes.
By- og kulturrådmand Jane Jegind (V) er ikke i tvivl om, at "Tag over hovedet"-garantien er med til at gøre Odense til en attraktiv studieby. Garantien sikrer de studerende adgang til kønsinddelte sovesale. Der er fælles opholdsrum, køkken, toilet, bad og wifi inkluderet i huslejen.
Ifølge Ritzau har boligportalen akutbolig.dk beregnet, at det er ret billigt at bo i Odense – ikke mindst i sammenligning med en anden universitetsby, København. I Odense er den gennemsnitlige månedlige husleje for en bolig på 40 kvadratmeter 4.062 kr. En tilsvarende bolig ville årligt koste 25.483 kr. mere i København. Med eksempelvis en studietid på fem år kan en studerende spare hele 127.415 kr. blot på huslejen ved at studere i Odense.