Midt i august er de fynske regionalbusser klar med et nyt skærmsystem, der skal sikre en bedre rejseoplevelse for passagererne. Fra uge 27 og frem mod midten af august vil buskunderne i en mange af de regionale busser opleve, at alt ikke er som det plejer.
Tide Bus, der kører de regionale busser på Fyn og Langeland, skifter henover over sommeren Bus-IT leverandør. De har valgt sommerferien som udskiftningsperiode, da det er den periode på året, hvor der er færreste kunder i busserne.
En mindre del af Tide Bus’ busser er i dag allerede opdateret til den nye it-platform, da busserne har været brugt til at teste løsningen. Resten bliver løbende opdateret frem mod midten af august. Den nuværende digitale it-platform styrer bussernes destinationsskiltning, infoskærme og stopknapper. I overgangsperioden frem mod midten af august bliver kunderne mødt af en mere analog tilgang til trafikinformation.
Om overgangsperioden
De digitale destinationsskilte, der fortæller kunderne bussens rutenummer og hvor den kører hen, bliver udskiftet med gammeldags papskilte, der bliver placeret i bussens forrude. Infoskærmene i busserne vil i overgangsperioden være slukket, så det ikke er muligt at se stoppestederne på ruten, samt om der er trykket stop. Dog vil det fortsat, på en lille skærm tæt på chaufføren, være muligt for kunderne at se, om de har fået trykket stop.
Tide Bus’ chauffører vil, efter bedste evne, sørge for, at kunderne bliver orienteret om stoppestederne langs ruten, så kunderne trygt kan sætte sig ind i bussen med vished om, at de nok skal komme af bussen i tide.
På FynBus' hjemmeside kan man læse mere om regionalbussernes skiltning i overgangsperioden.