Den sæsonkorrigerede ledighed i Odense Kommune faldt fra 5,0% i september til 4,9% i oktober i år. Det fine resultat er det bedste siden 2009 og vidner om en god udvikling.
Det er Danmarks Statistik som bringer procenttallene, der svarer til, at 4.590 ’fuldtidspersoner’ var ledige.
Ledighedsprocenten for hele landet ligger uændret fra september til oktober på 3,9%.
Glæde over den positive udvikling
Ikke overraskende er rådmanden for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Brian Dybro (SF), glad for den relativt lave ledighed. Brian Dybro siger:
”Da antallet af ledige i Odense sidste år nåede ned under 6% var det stort. At vi i dag står med en ledighed under 5% er intet mindre end fantastisk. Det er næsten 10 år siden, vi sidst oplevede en ledighed på det her niveau og vi har godt nok glædet os til at se det 4-tal. Arbejdet er ikke færdig endnu, men for de arbejdsløses skyld og for byens skyld, tillader vi os at juble i dag. Nu gælder det om at fortsætte det gode arbejde og hale helt ind på landsgennemsnittet. Det tror jeg på, at vi kan.”
Flere brancher forudser vækst med behov for at ansætte flere. Det anslås for eksempel, at der i løbet af de næste år kan skabes ca. 1.000 nye servicejobs i Odense.
Sammenligning med andre kommuner
I Danmarks Statistiks tal om sæsonkorrigeret ledighed i kommunerne kan man se, at Odense Kommune sammen med Lolland Kommune har landets ottende højeste ledighed.
Værst ser det ud i Ishøj Kommune, hvor ledighedsprocenten er 6,7. Færrest ledige har Allerød procentvist, hvor tallet er 2,0.
Mere interessant er måske at se Odense Kommunes ledighedsprocent i sammenligning med andre befolkningsrige kommuner. I Aalborg Kommune er ledighedsprocenten 5,4. I både København og Aarhus Kommune er ledighedsprocenten 4,7.
I kommunerne i Trekantområdet er ledighedsprocenten relativt lav. Således er ledighedsprocenten blot 3,1 i Middelfart.