Den fremadstormende legetøjskæde Kids Coolshop er gået fra nul til 13 butikker på blot tre år, og nu åbner den 14. af slagsen. Butikken ser dagens lys i et af Danmarks mest velfungerende storcentre, Rosengårdcentret i Odense, og dermed bliver Kids Coolshop med ét den største legetøjskæde på Fyn.
Da en af Nordens største e-butikker, Coolshop, for tre år siden indledte kampen om legetøjskunderne med åbningen af fem Kids Coolshop-butikker, skulle det vise sig at blive starten på et ægte eventyr. Siden er kæden således buldret frem - i sidste uge åbnede butik nummer 13 i City2, og d. 12. oktober kan ejerne bag Kids Coolshop-butikken på Dalumvej i Odense slå dørene op til endnu en butik, denne gang i Rosengårdcentret.
Butikken bliver med sine 850 kvadratmeter den 3.-største i kæden, og for Annette og Thomas Lund, der altså nu står bag to Kids Coolshop-butikker på Fyn, er ambitionen at skabe en helt ny butiksoplevelse for legesyge børn og voksne. Rosengårdcentret tiltrækker kunder fra hele Fyn, og derfor står ejerne med muligheden for at sætte sig endnu tungere på markedet.
I Kids Coolshop-butikkerne er det ejerne selv, der står bag disken. Det er den gammeldags legetøjsbutik kombineret med et udvalg af legetøj, man ikke ser andre steder. Hvor tendensen mange steder er topstyrede kæder og ensformige butikker, er det hos os personalet i butikken, der udvælger varerne.
"Derfor kan vi lynhurtigt tilpasse os efterspørgslen fra kunderne. Vi lægger vægt på god kvalitet og har masser af plads i butikken, så man kan prøve og lege med tingene, inden man køber noget. Det gør en kæmpe forskel, og det er det, kunderne kommer efter," lyder det samstemmende fra Annette og Thomas Lund, der har været med i Kids Coolshop-kæden i to år og har drevet legetøjsbutik på Dalumvej i 12 år.
"Kids Coolshop-konceptet har vist sig at ramme et hul i markedet. Børnefamilier og barnlige sjæle vil langt hen ad vejen helst købe kvalitet og ordentligt legetøj. Det kan bare være rigtig svært at finde i de butikker, der ellers er. Vi er gået en anden vej og vil gerne være en rigtig legetøjsbutik. Derfor bestiller vi ofte varer hjem, som kunderne har set i USA eller Asien, hvor mange af de nye tendenser opstår. Vi glæder os meget til at byde endnu flere fynske kunder indenfor i vores univers, og vi håber selvfølgelig, de vil være med til at udvikle butikkens sortiment sammen med os," siger Jacob Risgaard, marketingdirektør i Coolshop og aktuel som paneldeltager i den kommende sæson af Løvens Hule.