Det traditionsrige HCA-marathon afvikles for 19. gang søndag den 30. september. Det klassiske byløb tilbyder tre distancer på løbsdagen. Ud over den klassiske maratondistance er der ½-maratonløb samt den i Danmark ret unikke distance ”Løb de sidste 10”.
HCA Marathon er Odenses største årlige internationale idrætsbegivenhed, der havde deltagere fra 47 nationer i 2017. Andre interessante tal er, at der er rigtig mange tilrejsende deltagere. Kigger man på de to lange distancer, halv-/ og helmaraton så kommer hele 65% af deltagerne ikke fra Fyn. Af de resterende 35% kommer 24% fra Odense og 11% fra resten af Fyn.
"Vi oplever en stigende interesse for vores arrangement, der sidste år havde en deltagerfremgang på ca. 1.500 løbere. P.t. er deltagerantallet allerede rigtig flot og ligger langt foran samme tidspunkt sidste år. Vi tager dette som tilkendegivelser for, at vi præsterer at lave et velgennemført arrangement, som tiltrækker løbere fra hele verden, og som sætter Odense på mange eliteløbere og motionisters landkort," siger løbsdirektør Torben Simonsen, der samtidig kan notere, at Dansk Atletik Forbund år efter år bakker løbet op.
"Vi har for 13. gang indlagt danske mesterskaber på den klassiske distance for såvel seniorer som masters i vores løb. Også i 2019, vil DM blive afviklet i Odense, i.f.m. 20. udgave af HCA Marathon. Dette giver HCA Marathon særstatus på nationalt plan, og det er fortsat en stor glæde at kunne se de bedste danske løbere dyste med en række af vores lokale deltagere. Sammen med det traditionelt stærke elitefelt vil kampen om DM-medaljer tilføre HCA Marathon netop den ekstra dimension, som vi gerne ser løbet bevarer."
Ud over de klassiske distancer på den hele og halve maratondistance tilbyder HCA Marathon igen i år en 10 km, under navnet ”Løb de sidste 10”, som omfatter en strækning fra Flakhaven til mål på Atletikstadion.
"Nyskabelsen fra 2017, som blev mulig blandt andet med støtte fra Nordea-fonden, er et tilbud til den almindelige motionist, der gerne vil løbe i Odense by. Lidt langtidsplanlægning af ens træning kunne være løbe 10 km i år, 1/2 maraton til næste år og maraton i 2020," siger Torben Simonsen.
En af løbsdirektørens store udfordringer er løbsruten, der kan være ganske svær at tilrettelægge i en by under forandring, med mange vejprojekter.
"Vi skal måle ruterne op hvert år, og de skal godkendes af Dansk Atletik Forbund med henblik på mesterskaber og eventuelle rekorder. Det er igen lykkedes at lave en fin og hurtig rute, og vi lever fuldt ud op til ryet som Nordens hurtigste asfalt. Samtidig ved vi, at HCA Marathon er et godt sted at debutere på de 42 km. Løbet er nemt at overskue, nemt at komme til, og det hele er knap så hektisk som i de største storbyløb. Samtidig tilbyder HCA Marathon god service og oplevelser, der fint kan matche en række andre løb."
HCA Marathon afvikles i år søndag den 30. september. Arrangementet omfatter den klassiske maratondistance på 42,195 km, 1/2 Marathon, 10 km og MiniMarathon over 4,2 km. Alle løb starter klokken 10.00, undtagen MiniMarathon, som afvikles fra klokken 14.00.
Fortræningen frem mod til HCA Marathon og 1/2 Marathon for alle interesserede er i fuld gang. Det gratis tilbud foregår hver søndag klokken 9 fra Ansgar Anlæg.