Har du købt en lottokupon i Odense? Så er du måske en af Danmarks nyeste millionærer

En håndfuld nye millionærer mangler at kontakte Dansk Spil. En af dem har købt sin kupon i Meny i Odense. Foto: Danske Spil

I løbet af de seneste tre uger er 17 danskere blevet millionærer på Lotto og Eurojackpot. Heraf er der fem vindere, som endnu ikke har været nede i kiosken og præmiesøge deres kupon, hvilket er nødvendigt for, at de kan få deres gevinst udbetalt. Der er også en vinder tilbage fra juni måned, som stadig mangler at præmiesøge. Derfor går Danske Spil nu ud og efterlyser vinderne med en opfordring til at få tjekket deres kuponer.

Det er nemlig noget usædvanligt, at vinderne på den måde ikke lader høre fra sig. 

"Først og fremmest har vi været inde i en periode med virkelig mange vindere. Derfor er det selvfølgelig naturligt, at der kan være flere, der ligger inde med en kupon, de ikke har fået tjekket. Vi vil jo meget gerne have, at vores spillere får deres gevinster, så derfor vil vi gerne lige minde folk om, at de skal gå til deres forhandler med kuponen," siger presse - og kommunikationsrådgiver hos Danske Spil, Camilla Cornelius.

Det sker heldigvis yderst sjældent, at Danske Spil ikke kommer af med deres gevinster.

"Vi plejer heldigvis at finde vinderne. Det hjælper ofte, at de læser om det i medierne, eller at de taler med naboen eller vennerne, som har læst om det. Derved bliver de lige mindet om, at der hænger en Lotto kupon på køleskabet eller ligger i bukselommen på et par bukser, der er lagt til vask. Tænk, hvor ærgerligt det ville være, hvis man endelig vandt og så ikke fik pengene. Det kan man jo næsten ikke holde ud at tænke på," lyder det. 

På alle kuponer med en gevinst på mere end 200 kr. har man et år til at gøre krav på gevinsten, efter det går gevinsten tilbage i spillet.  

Vindere med en gevinst på over 1.500.000 kr. bliver tilbudt at få besøg af en af Danske Spils millionærrådgivere. 

Her er vinderkuponerne købt:

Uge 25. Cirkle K, Kuldyssen 2, Taastrup 1.000.000

Uge 34. Drugstore, Mikkel Bryggers Gade 10, København 5.988.628 kr

Uge 34. SuperBrugsen Hans Schacksvej 2, Kerteminde 1.500.000

Uge 34.SuperBrugsen, Fredensgade 1, Give 1.500.000

Uge 35 Centerkiosken, Østergade 20, Hammel 1.000.000

Uge 35 Meny,Åbakkevej 6, Odense NV 1.000.000