Fjorden får 70.000 nye beboere i april

Foto: Shutterstock

I løbet af april bliver 70.000 havørreder sat ud i Odense Å. Det drejer sig om halvandet år gamle havørreder - kaldet smolt - som flytter hjemmefra. Med udsættelsen styrker Odense Kommune det rige fiskeliv og understøtter fisketurismen på Fyn.

Allerede tirsdag vokser indbyggertallet, når de første 28.000 havørreder bliver sluppet fri i Odense Å. De mange nye fisk er opdrættet hos Fyns Laksefisk, og de vender på sin vis tilbage til hjemmet, for deres havørred-forældre kommer også fra fynske vandløb.
 
Udsætningen bliver håndteret af Fyns Laksefisk, FGU Odense, som er et miljø- og erhvervsprojekt, som ejes og drives af Havørred Fyn. Havørred Fyn er et samarbejde imellem de 10 fynske kommuner. Sammen restaurerer man de vandløb, hvor havørrederne gyder, og man udsætter også havørreder for at ophjælpe den fynske bestand.
 
Havørreden er nemlig en populær fisk for sportsfiskere. Det gælder selvfølgelig for vore lokale fynske fiskere, men turisterne vil også gerne have en havørred på krogen. Hvert år har fisketurister således mere end 50.000 overnatninger på Fyn. Ydermere kommer disse besøgende typisk uden for den traditionelle højsæson om sommeren, så det er en vigtig del af turismen på øen. 
 
"Det er vidunderligt, at vi har et godt og rigt fiskeliv. Det giver store naturoplevelser for fiskerne, turisterne og alle os andre, og det fortæller samtidigt, at vi har en god vandkvalitet, når havørrederne kan trives så godt, som de gør," siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
 
Ved udsættelsen springer de mange tusinde smolt rundt i vandet, før de begiver sig ud i fjorden. De søger typisk mod havet for at blive store, og så vender de senere hjem til Odense Å for at gyde.
 
- Når vi udsætter smoltene, har de fået en størrelse og modenhed, hvor de kan tåle saltvand. Derfor svømmer de mod havet. Senere vender de tilbage, når de har fået en størrelse på nogle kilo. Så det er bestemt en fisk, der er værd at hive i land, forklarer Jan H. Kjeldsen, projektleder for Havørred Fyn.
 
I alt bliver 70.000 smolt udsat i odenseanske vandløb gennem april, men tirsdag den 9. april er det altså hele 28.000 små fisk, der bliver sluppet fri på en gang. Alle er velkomne til at overvære udsættelsen, som finder sted klokken 19.00 ved Østre Kanalvej over for indkørslen til Odense Sejlklub, som ligger på Østre Kanalvej 10, 5270 Odense N.