Byggeri af datacenter trækker flere udenlandske håndværkere til Fyn

Foto: Shutterstock

Antallet af udenlandske medarbejdere er næsten fordoblet i den fynske bygge- og anlægsbranche de seneste to år. Opførelsen af et stort datacenter i Odense er med til at trække flere udenlandske håndværkere til landsdelen.

Sidste år var der 950 fuldtidsbeskæftigede udenlandske medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen på Fyn. Det er en markant stigning i forhold til de to foregående år, hvor der var henholdsvis 500 og 580 udenlandske håndværkere. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

"Det skyldes ikke mindst, at Facebook er ved at bygge et stort datacenter i Odense, og det kan mærkes på antallet af udlændinge. Men der var generelt godt gang i byggeriet sidste år," siger regionskonsulent i Dansk Byggeri Fyn, Mads P. Gede.

Markant flere briter og irere

Opførelsen af datacenteret afspejler sig også i de udenlandske håndværkeres nationalitet, hvor antallet af irere og briter steg eksplosivt på Fyn sidste år.

"I 2017 var der 24 irere og 26 briter ansat i byggeriet på Fyn, mens der sidste år var 155 irere og 114 briter. Så det er virkelig en stigning, der springer i øjnene," siger regionskonsulent i Dansk Byggeri Fyn, Mads P. Gede.

Der kom også markant flere rumænere til de fynske byggepladser sidste år. Men der er fortsat flest polske håndværkere på Fyn - sidste år var antallet steget til 218 fultidsbeskæftigede.  

På Fyn har omkring syv procent alle fuldtidsbeskæftigede i bygge- og anlægsbranchen et udenlandsk pas, mens andelen på landsplan er lidt over ni procent.

Tallene i Dansk Byggeris analyse omfatter kommunerne: Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Nordfyn, Nyborg, Odense, Svendborg og Ærø.