Odense Sommerrevy spiller for fjerde år i træk på engen i Fruens Bøge og har premiere den 9. maj. Sidste år kunne revyen i sin tredje sæson spille en hel sæson for fulde huse og den populære revy fortsætter succesen i 2019. Sæsonen er udvidet med en ekstra uge på grund af rift om billetterne.
På nuværende tidspunkt har man solgt 70 procent af de 20.000 billetter, man har i salg i denne sæson, hvilket svarer til en stigning på 15 procent i forhold til samme tid sidste år. 2018 var et gigantisk jubelår for revyen, som solgte et hidtil uset antal billetter, så med en stigning i billetsalget allerede nu, tegner 2019 til at blive endnu et rekordår for Odense Sommerrevy.
Med så overvældende en interesse hos publikum og for at imødekomme den store efterspørgsel, besluttede revydirektør Lars Arvad i sidste uge at udvide dette års sæson med en ekstra spilleuge og en ekstraforestilling den 15. juni kl. 15.00. Odense Sommerrevy spiller således for første gang nogensinde i 6 uger. Med den ekstra uge spiller revyen i perioden 9. maj til og med 15. juni 2019.
Odense Sommerrevy har fået fodfæste blandt de danske revyer
Sammenlignet med landets øvrige revyer er Odense Sommerrevy stadigvæk en ung revy. Den debuterede i 2016, hvor revydirektør Lars Arvad besluttede at konvertere den tidligere vinterrevy til en sommerrevy. Det er derfor ekstra bemærkelsesværdigt, at revyen i sin fjerde sæson allerede er nået op i top-3 blandt revyerne i Danmark. Den succesrige revydirektør Lars Arvad, glæder sig over, at revyen er nået så langt på så kort tid.
"Da jeg for nu fire år siden besluttede at søsætte Odense Sommerrevy, var det naturligvis med stor ydmyghed, at jeg gik til opgaven. Vi har i Danmark en stærk revytradition med en række revyer landet over, med mange år på bagen. Men min drøm og ambition var, at også Odense skulle have sin egen revy. En revy centralt placeret i landet, som skulle favne bredt og være langt mere end en lokal revy for borgerne i Odense. Den skulle have et indhold, som var aktuelt, levende og underholdende for alle danskere uanset, hvor i landet de kom fra og give publikum et humoristisk billede af den samtid, vi alle er en del af. Med et så forrygende forsalg til dette års forestilling, er jeg stolt af at kunne konstatere, at Danmark nu med sikkerhed har fået sin revy midtvejs i landet," udtaler Lars Arvad
Forberedelserne til årets Odense Sommerrevy er i fuld gang
Selvom der synes langt til 9. maj, er forberedelserne til dette års Odense Sommerrevy allerede i fuld gang. Holdet mødtes for første gang til idémøde den 23. januar, og det var et møde fyldt med højt humør, masser af kreative ideer og hvor også holdets nye kvindelige skuespiller Sofie Lassen-Kahlke mødtes med sine nye kollegaer for første gang.
"Samarbejdet på holdet spiller en afgørende rolle, når man sætter en revy op og det første idémøde er derfor altid utroligt vigtigt for alle på holdet. Vores idémøde blev afholdt i uformelle rammer og det handler for mig om at give holdet mulighed for at lære hinanden at kende og ryste dem sammen før prøverne går løs om en lille måneds tid," beretter revydirektør Lars Arvad - og fortsætter:
"Heldigvis er det et hold, som allerede kender hinanden rigtigt godt, da de har spillet sammen en del år efterhånden, men i år har vi jo med Sofie Lassen-Kahlke en ny spiller på holdet, som vi også skal have optaget i revyfamilien. Vi havde et fantastisk godt møde, hvor alle var enormt tændte og fulde af energi, og vi glæder os til at skulle i gang med at starte prøverne op til dette års revy. Og jeg kan uden at overdrive godt sige, at publikum kan glæde sig til at komme ind at se forestillingen. Vi sætter alle sejl til i år og glæder os meget til at byde de mange publikummer velkommen hos os, når vi slår dørene op den 9. maj."