Uanset om det handler om lektier, læreplaner eller lus i klassen, så bliver det på den nye kommunikationsplatform Aula, at den skriftlige kommunikation mellem skole og hjem kommer til at foregå i fremtiden. I dag kan forældre, elever, lærere og pædagoger i Odense Kommune logge in på Aula, der fra næste uge afløser SkoleIntra.
I uge 43 tager Odenses skoler og SFO'er for alvor Aula i brug. På landsplan får Aula flere end to millioner brugere, mens det i Odense er cirka 17.500 elever, deres forælde og omkring 2500 ansatte på skoler og i SFO'er. Aula bliver et digitalt værktøj, der gør det nemt og sikkert for pædagoger, lærere, forældre og forvaltninger at kommunikere med hinanden.
Aula er bygget af brugerne
KOMBIT, der er kommunernes it-fællesskab, står bag løsningen, og her har holdningen fra starten af været, at de fremtidige brugere skulle være med til at udvikle Aula:
"Vi har ønsket at skabe en enkel og brugervenlig løsning, som er nem for lærere og pædagoger at arbejde i, og hvor forældre let kan følge med i børnenes hverdag og trivsel. I udviklingen af Aula har vi haft både administrativt personale, skolelærere, elever og forældre til at teste løsningen. Siden sommerferien har 24 skoler fra både store og små kommuner desuden brugt Aula og givet os en masse feedback på løsningen," siger Poul Ditlev Christiansen, der er projektejer for Aula i KOMBIT.
Projektleder for Aula i Odense Kommune, Alan Sørensen, glæder sig også til, at Aula går i luften og kommer ud at leve hos elever og forældre. Han er fortrøstningsfuld i forhold til de bekymringer, der har været på landsplan, om hvorvidt medarbejderne var klar til arbejde med Aula som kommunikationsplatform.
"Vi er klar og tror på, at brugen af Aula i hele organisationen udvikles bedst ved, at brugerne har fingrene i Aula. Medarbejderne har haft adgang til Aula siden februar, og skolerne har løbende uddannet medarbejderne i brugen af Aula. Det er forskelligt, hvordan skolerne har valgt at hjælpe forældrene. Det kan være i form af Aula-caféer eller brug af mediepatruljer som task force. Og hvis alt skulle svigte, kan forældrene sikkert få hjælp af deres børn," siger Alan Sørensen optimistisk.
Aula skal udvikle sig løbende
la handler om at understøtte samarbejdet om børns læring og trivsel ved at skabe rum for god og sikker kommunikation. Samtidig bliver Aula en samlet indgang til andre af skolens systemer. Det kan fx være læringsplatforme eller skemaplanlægningssystemer. Der er desuden afsat midler til, at Aula kan tilpasses og udvikles i fremtiden.
"Den version af Aula, der tages i brug nu, indeholder de funktioner, der skal til for at understøtte et godt skole-hjem-samarbejdet. Men brugerne vil også opleve, at Aula løbende bliver forbedret, udvidet og tilpasset til de behov, der opstår. Aula videreudvikles på baggrund af input fra alle typer af brugere, og næste version af Aula kommer allerede til november," siger Poul Ditlev Christiansen fra KOMBIT i en pressemeddelelse.
Aula lanceres på hovedparten af landets folkeskoler i uge 43, og i 2020 bliver løsningen taget i brug i dagtilbud.
Om Aula
- Aula er fremtidens kommunikationskanal i folkeskoler, SFO'er og dagtilbud.
- Aula er et moderne og brugervenligt digitalt værktøj, der gør det nemt og sikkert for pædagoger, lærere, forældre og forvaltninger at kommunikere med hinanden.
- Aulas mere end 2 mio. brugere skal kun bruge ét login for at få adgang til en række digitale værktøjer, fx læringsplatforme, der gør det let at følge børnenes trivsel og udvikling. Når børnehaven skiftes ud med en plads i folkeskolen og SFO'en, eller hvis barnet skifter skole, følger Aula med som kommunikationsplatform.
- Data i Aula behandles efter de nyeste sikkerhedskrav samt reglerne for GDPR. Et dataetisk regelsæt, udviklet specifikt til Aula, sikrer desuden, at brugernes data ikke udnyttes til kommerciel brug.
- Aula lanceres på hovedparten af landets folkeskoler i uge 43, og senere vil løsningen også blive taget i brug i dagtilbud i 97 af landets kommuner.
- Aula bliver til i et samarbejde mellem KOMBIT, kommunernes it-fællesskab, KL og Netcompany.