Anlægget af Odense Letbane har ramt butikkerne langs ruten. Nogle butikker må dreje nøglen om, mens andre overlever anlægsperioden og ser store muligheder på sigt. Ikke mindst Bilka og IKEA ser frem til store fordele ved letbanen, der vil holde ved døren.
Odenseanerne er så at sige delt af et letbanespor. På den ene side er de positive, der ser muligheder i en letbane. På den anden side står de skeptiske, der ser begrænsning og finder projektet alt for dyrt.
For butiksindehaverne handler det først og fremmest om, hvad letbanen vil betyde for omsætningen.
En overdækning fra letbanestation til varehus
Hvis holdningen til letbanen er afhængig af, om man bor tæt på letbanen eller ikke, så er det forståeligt, at Bilka og IKEA er meget positive over for Odense Letbane.
På Ørbækvej bliver der letbanestation ved Rosengårdscentret og uden for IKEA. Rundt om hjørnet på Niels Bohrs Allé bliver også en letbanestation. Det betyder, at både Bilka og IKEA og får kunderne bragt lige til døren af Odense Letbane.
”Vi glæder os til, at letbanen åbner. Med en station foran hovedindgangen får kunder uden bil nemmere ved at besøge os,” siger kundeservicechef i IKEA Odense, Sanne Frydenlund Rasmussen.
Sanne Frydenlund Rasmussen tilføjer: ”Vores plan er at lave overdækning fra letbanestationen til vores hovedindgang, så man altid kan komme tørskoet ind til os. Vores ’klik og hent’-service, hvor man handler på hjemmesiden, og vi stiller varerne klar til afhentning, vil også være en god kombination med letbanen. Du kan hjemmefra eller på dit arbejde handle online og få timer efter hoppe af letbanen ved vores station, snuppe dine varer og så hoppe på letbanen igen.”
Dejligt at få kunderne og ansatte bragt lige til døren
Hos Bilka glæder man sig til, at de trafikale gener i forbindelse med anlægsarbejdet ophører. Derudover ser man absolut fortrøstningsfuldt på i fremtiden at have en letbanestation nær indgang Øst.
”De fysiske forhold har vi allerede klar med en direkte sti fra den kommende station Bilka til indgang Øst. Vi kigger også på at tilpasse varehusets indretning til kundernes behov, for eksempel med lækre færdigretter, såkaldt ’convenience food’ i umiddelbar nærhed af indgangen, fortæller varehuschef i Bilka, Henrik Meldgaard Sødequist.
”Derudover vil letbanen med stor sandsynlighed gøre det lettere for os at rekruttere medarbejdere til varehuset fra den nordlige del af byen, hvor letbanen fra 2021 skaber direkte forbindelse til Bilka.”
Nærmere information i skurvogn
Ønsker man at vide mere om letbanen i området Ørbækvej og Niels Bohrs Allé, kan man indtil torsdag d. 11. april besøge Odense Letbanes mobile udstilling foran IKEAs hovedindgang. Odense Letbane bemander den mobile udstilling med en medarbejder, der kan svare på spørgsmål.