Hollufgård bliver i dagene fra 31. juli til 4. august 2019 rammen om middelalderligt håndværk, drabelige kampe og ufortyndet stemning fra middelalderen. Arrangementet får deltagelse af mange sportskæmpere, rollespillere og 300-400 danske og udenlandske aktører i flotte dragter.
Det er fjerde gang, at Skt. Martin Kompagniet fra Odense med blot 60 medlemmer arrangerer Odense Middelalderdage. Det er en kæmpe opgave at stable dette arrangement over fem dage på benene, men ambitionen er mindst lige så stor. Skt. Martin Kompagniet ønsker, at Odense Middelalderdage skal være en begivenhed ud over det sædvanlige. ”Det skal være et kulturelt og turismemæssigt fyrtårn, som Odense kan være stolt af og glad for”, står der på hjemmesiden.
Fem dage med oplevelser og formidling
Der vil være meget for publikum i alle aldre på Odense Middelalderdage. Ikke mindst vikingekampe og middelalderkampe i tidsmæssigt korrekte kostumer er spektakulære, og vil helt sikkert tiltrække sig opmærksomheden.
Ligeledes turneringen Odense Open vil være dramatisk og seværdig. Der konkurreres i sværd og skjold for mænd og kvinder. Der er desuden konkurrencer for mænd og kvinder i polearm, der er større våben med træskaft.
Er man til den mere fredelige del af middelalderen, kan man nyde et krus mjød, spise helstegt pattegris, lytte til musikken, se gøgl eller bueskydningskonkurrencer.
Publikum på Odense Middelalderdage kan på samme tid både hente oplevelser og viden om vores fortid i middelalderen mellem antikken og renæssancen. Formidlingsdelen er meget vigtig for Skt. Martin Kompagniet.
”Det er et løbende arbejde at nå højest mulig grad af autenticitet til Odense Middelalderdage. Vi fjerner de største brølere år for år”, forklarer formanden for Skt. Martin Kompagniet, Asger Kjærgaard-Vistisen.
Nærmere formidling af specifikke emner
Som et stærkt element i formidlingen tilbydes forskellige seminarer over middelalderemner. Man kan eksempelvis få et indblik i den gamle håndarbejdsteknik nålebinding. Der tilbydes også et seminar i pileflet med forskellige fletteteknikker fra bund til hank.
Er man til våben og kamp tilbydes to interessante seminarer. Rolf Warming står for et seminar om vikingekamp med aktivt brug af rundskjoldet, som var den største del af krigerens personlige udrustning i vikingetiden. Lars Lind vil undervise i at fægte som i middelalderen med udgangspunkt i den tyske fægtemester Liechtenauers lære fra den sene middelalder.
Fredag aften giver indehaver og brygmester fra Mikrobryggeriet Une Mjød, Kenneth Jensen, en indsigt i mjødens historie og smagsunivers. Undervejs vil mjød-koppen blive fyldt 5-6 gange. I dette arrangement indgår også helstegt pattegris og oksefilet.