Som en del af Generator lægger Amfipladsen igen asfalt til Gadefest Tour, når karavanen inviterer til gadefest
Generator får igen besøg af Gadefest Tour, der sidste år tiltrak tusinder af danseglade odenseanere, og gav de nye studerende en god start. Torsdag den 5. september lægger den bastunge folkefest endnu engang vejen forbi, og omdanner – i tæt samarbejde med en af landets største dj-duoer – Amfipladsen til én stor gadefest.
Fra Gadefest Tours ikoniske scene styres musikken af TooManyLeftHands, og under konceptet ”TooManyLeftHands & Friends”, inviterer dj-duoen en række lokalkendte- og store danske liveartister med på scenen.
TooManyLeftHands er i det hele taget svære at komme udenom, når der skal holdes en rigtig fest. Det har den populære dj-duo til fulde bevist, både i udlandet og herhjemme, hvor de blandt andet har optrådt på Tinderbox, Distortion, Smukfest og på plænen i Tivoli. Anders K og Martin Nick – der netop har rundet 65 mio. lytninger på Spotify - har da også selv indtil flere store hits i bagagen.
”Gadefest Tour har udviklet sig til en tradition, hvor det ikke længere er os - eller de andre optrædende artister - som er det primære. Vi skaber selvfølgelig rammen, men det er gæsterne selv, der - gennem improviseret dans og umiddelbar autentisk stemning - skaber en gedigen pop-up gadefest,” forklarer Martin Nick fra TooManyLeftHands i en pressemeddelelse.
Lokal invitation
Albani er stolt sponsor for Generator, og det er netop igennem et langvarigt og stærkt samarbejde, at Gadefest Tour kommer til Odense.
”Den lokale forankring er altafgørende for Gadefest Tour. Derfor sender vi her en åben invitation til lokale producere om at henvende sig, hvis de ønsker spilletid på scenen,” fortæller Martin Tang Madsen, der er Event Manager hos Albani.
Generator skaber en unik ramme for en stribe fede koncerter, der i år afholdes fra flere forskellige scener. Gadefest Tour indtager hovedscenen torsdag aften.
”I Odense er vi på høfligt besøg hos en af vores gode samarbejdspartnere. Derfor skal vi både fastholde Generators unikke stemning og Gadefest Tours helt specielle vibe,” fortæller Martin Tang Madsen.
Generator afholdes fra den 5.- til den 7. september, hvortil der torsdag og lørdag kræves festivalarmbånd.